anehalsboe.dk/newyork

I går aflagde jeg Madison Square Garden endnu et besøg, men denne gang var hvinende kvindestemmer skiftet ud med street wear, mandehørm og øl. Det var Knicks-time!

Knicks har haft en mildest talt dårlig sæson og udenfor arenaen blev der solgt t-shirts, der krævede trænerens afgang. Derfor havde vi også valgt billetter til kampen mod Cavaliers, hvor LeBron James - den nye Michael Jordan spiller, for at være sikker på god underholdning. Men Knicks overraskede alle og fik en stor sejr med hjem, og vi oplevede basket, når det er bedst: NBA fyldt med lir. Dog savnede jeg featuren fra håndbold, hvor publikum råber efternavet, på den spiller der har scoret. Da jeg foreslog det for fyrene i selskabet, resulterede det dog blot i en lang diskussion om at livet er for kort til kvindesport. Nå.

For at give plads til reklameblokke på tv, var det et show uden lige med cheerleaders (sjovt som kvinder i sport pludselig var ok igen), tjekkede fyre med stortrommer, konkurrencer osv. God underholdning alt i altogså selvom jeg først havde helt fat i reglerne, da vi nåede halvt ind i kampen. Og selvom Knicks vandt, fik vi alligevel lov at se LeBron trylle. Det er for vildt hvad det kan lade sig gøre at lave med en bold på den størrelse, hvis man bare er over 2 m høj og har kæmpe hænder

Kære trofaste læser.

Jeg har i dag tilføjet lidt ekstra til blog roll’en. Det meste er om udvikling, økonomi og internationale forhold. Med flere velkendte imellem. Men en blog fra en helt anden boldgade har også sneget sig med. Da jeg først fandt den, kunne jeg ikke løsrive mig igen. Den hedder PostSecrets og er vinder af Weblog Awards 2007, verdens største kåring af weblogs. Den er ærlig, tankevækkende og et besøg værd.

Tjek the New Comers ud, der er godter imellem.

Og tak til Ida Jeng for inspiration, igen igen.

Torsdag aften. Fernisering i Chelsea. You’ve gotta love this city!

På invitation fra Tania og Mads’ nye bekendskab fra en bar fredag nat, kunstnerspiren Allan fra Danmark, stod torsdag på kunst. Han var der for at networke og arbejde på at få sine egne billeder udstillet. Vi var der for champagnen og de sjove mennesker - og så selvfølgelig billederne.

Det viste sig dog at være en lidt særlig form for billeder, nemlig med det sexuelle som gennemgående tema. Mest opsigtsvækkende for os forlegne (sagde nogen snerpede?) statskundskabere var nok fotografiudstillingen med billeder af kunstneren og hendes partner have samleje. De var begge meget stolte og fortalte gerne livligt og længe.

Her er den spanske kvinde bag billederne. Og på dem.

Jeg glæder mig allerede til at skulle besøge Allans studio i Valby. Her er han med Mads og Tania på galleriet. Fascinerende fyr, meget anderledes og meget spændende. Som resten af miljøet.

Women in black diskuterer, hvad man egentlig stiller op med billeder som disse. Over sofaen i stuen? Næppe. Selvfølgelig med champagne, man er vel til fernisering

Tonight is the night! Jeg ved, at december først starter senere på ugen, men jeg vil tillade mig at sige, at julen kom til New York her til aften.

Der kom nemlig lys i juletræt ved Rockefeller Center, verdens største juletræ. (Eller..? Modbeviser modtages gerne. Dog med skepsis). Vi var taget direkte fra arbejde og til juletræstænding, endda i rigtig god tid. Det var resten af New York desværre også, så 3,5 time inden træet blev tændt kunne vi ikke få plads på den ellers afspærrende 5th ave., hvorfra man kunne se træet. Vi var dermed henvist til en storskærm.

Det var ikke et hit. Hvis træet skulle ses på en skærm, kunne det lige så vel være på en varm bar med mad og øl. Som sagt så gjort. Og det var et hit. Efter at have overbevist bartenderen om, at juletræer var mere spændende end hockey, endte alle tilstedeværende med at huje, da Celine Dion tav og træet blev tændt. Det fremgik ikke klart, hvilken en af faktorerne der udløste jubelen…

Efter øl og mad gik vi til Bryant Park, der har skøjtebane og et juletræ, man kan se. Generelt tegner det allerede godt for jul i NY. Rigtig mange lys, rigtig meget hygge, rigtig mange skøjtebaner. Mon ikke sidstnævnte skal prøves i weekenden

Her er et hus, der er enig med mig i, at det nu (endelig) er jul igen…

Man kunne måske tro det, men jeg er ikke gået ind i mig selv i arrigskab over DF og valgets udfald, sådan som det ellers ser ud med tre bitre indlæg her på bloggen efterfulgt af tavshed.

Faktisk tvært imod. Jeg er igang med den helt store slutspurt i mit New Yorker liv efter at være blevet konfronteret med, at der kun er 19 arbejdsdage tilbage på mit ‘jeg leger vigtig i FN’-job. Og det lige når jeg er ved at være fortrolig med amerikanerlivet. Senest med Thanksgiving i weekenden, hvor jeg sluttede mig til de 3 mio. andre New Yorkere, der stod tidligt op for at opleve Macy’s Thanksgiving Parade efterfulgt af den helt store Thanksgiving middag hos en kollega, der er kok. Nice.

Ronald McDonald havde også fundet vej til paraden, hvilket resulterede i et kæmpe glædesudbrud fra alle børnene. En sådan idolisering af fast food helten skabte selvsagt stor forargelse hos os danskere

Paraden er et kæmpe optog med alt lige fra skønhedsprinsesser til en stor oppustet Shrek efterfulgt af julemanden med 1000 nisser. Wow. Og tak til alle de højtflyvende aspekter af paraden, der gjorde det muligt at se noget blandt de mange mennesker (og børn på skuldre, hvad skal det til for, og hvorfor havde jeg ikke selv en far med til at sørge for mit udsyn?)

Den efterfølgende middag var en stor succes på flere punkter, blandt andet fordi kalkunen smagte så godt, at jeg næsten kan undvære min mormors kalkun juleaften. Men også kun næsten… Festen blev holdt i det selv samme hus, hvor vi formentlig skal holde juleaften. Ejerne tager nemlig til Indien og lader Peter og jeg passe huset i juledagene. Jeg ser allerede for mig, hvordan den 25. december skal bruges i deres biograf i kælderen

Thanksgiving middag hos Marianne og Peter, de sødeste mennesker i New Jersey. (Og den bedste kok)

Mariannes assistenter i køkkenet inden maden:

Som opfølgning på forrige indlæg kan jeg her henvise til en artikel i tidsskriftet ‘The Economist’. Under overskriften ‘Fear of foreingers’ kalder de Pia Kjærsgaard for giftig, Naser Khader for vrøvlende og beskriver derudover Danmarks (og Europas) højredrejning på nøgtern, og dermed ubehagelig, vis.

http://www.economist.com/displayStory.cfm?story_id=10129494&fsrc=RSS

Danmark er mange ting. Men hvis dette er omverdenens syn på os, bør det sætte tanker igang. Også hos liberale og frihedselskende venstrefolk.

Jeg ser generelt store kvaliteter i Danmark og argumenterer gerne meget og længe for, at vi kan bidrage positivt til resten af verden med vores erfaringer, værdier og måder at gøre tingene på. Vi tager ansvar for andre landes udvikling. Vi står klar, når mennesker er i nød. Og vi prioriterer international solidaritet så højt, at det er blevet en central del af vores identitet.

.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at de kvaliteter er de samme kvaliteter, som Danmark i går valgte fra. Det er ikke til at komme uden om, at danskerne valgte Pia Kjærsgaard frem for Ny Alliance og venstrefløjen. Dermed skal vi fortsat acceptere ikke længere at være i top med bistanden, Vi må indstille os på, at vores militær ikke er på vej til Dafur, hvor vi ellers virkelig kunne gøre en forskel. Og vi skal også i fremtiden se på, mens asylansøgere langsomt nedbrydes indenfor vores grænser.

.

Hvis Danmark har sagt nej til det, vi var engang. Hvad er vi så?

.

Lad det være sagt med det samme; dagen i dag er lidt af en udfordring. Jeg har gennem hele valgkampen været frustreret over ikke at være en del af kampen. Det hele er foregået så meget på distance. Men i dag er helt slem. Jeg har sovet dårligt (men dog drømt at Maja Panduro bliver valgt!) og har svært ved at koncentrere mig. Og jeg har allerede haft Peter i røret to gange for at få updates og mærke lidt af stemningen gennem ham.

.

Det smerter mig at se, at Fogh ser ud til at snuppe en periode mere. Og måske endda med et VKO-flertal. På min daglige gåtur til arbejde i morges, havde jeg Mika til at køre på min iPod:

.

Relax, take it easy

For there is nothing that we can do

It’s as if am scared, It’s as if am terrified

Are you scared? Are we playing with fire?

Det føles i den grad som om, vi leger med ilden – her i NY er Danmarks internationale rolle og omdømme en meget konkret og nær ting, men det er ikke det eneste område, hvor Fogh er det helt forkerte valg. Også uligheden i Danmark og det sikkerhedsnet, som velfærdsstaten udgør for os alle, frygter jeg for. Særligt hvis Ny Alliance får en rolle at spille. Det bliver ikke sjovt for den offentlige sektor, hvis NA kommer i nærheden af at presse skatten bare lidt ned mod de 40%, der er deres mål.

.

Jeg startede dagen til møde med de andre EU-kolleger, hvor jeg efterfølgende diskuterede valg med respræsentanten for Belgien, der jo har sit at slås med derhjemme. Det er ikke fordi, jeg ønsker kaos, men lidt ’rysten af posen’ vil ikke skade noget efter seks år med stiv blokpolitik.

.

Her i USA kører primærvalgkampen for fuld hammer, og seneste nye fra Hillary Clintons lejr er, at hun har oprettet en hjemmeside, hvis eneste formål er at modbevise forkerte udsagn i pressen. Det synes jeg er meget tankevækkende. Og efter at have set weekendens debat om Henrik Sass, er det også bekymrende. Er det niveauet, vi vil debattere politik på?

.

Mine primære kilder i valgkampen har været politiken.dk og Kristians blog. Sidstnævnte har oplistet en analyse af, hvilke kandidater, der kan se frem til et sæde på Tinge. Spændende læsning, men også foruroligende hvis man tager ligestillingsbrillerne på – en hurtig optælling af de socialdemokratiske kandidater siger, at vi får 31 mænd og kun 14 kvinder valgt ind. Øv, hvor er det skidt. Flere steder som i Nordjylland og på Fyn (Hullu bulu, Lotte hvor er du henne?) mangler der markante kvinder på listen. En kvindelig partiformand opvejer selvfølgelig en del, men jeg vil stadig tillade mig at sige øv.

.

Jeg skal følge valg-aftenen (som nærmere er eftermiddag herovre) på ambassadørens kontor (inkl. Popcorn J) og vil sidde i min røde trøje som et tavst statement. Man er vel neutral embedsmand… God aften til jer alle.

‘First Fridays’ - Event hvor det imponerende Guggenheim museum åbner dørene fredag aften til drinks og god musik i selskab med… rigtig mange andre mennesker. Museet ligger på Upper East Side i NY, hvilket smitter af på klientellet, der er smarte unge med penge nok. Og så var der os, der bliver aflønnet på mere åndelig vis. På sin vis en udemærket løn, der blot er svær at betale sin drink med. Men det skal man ikke lade sig stoppe af på sådan en god fredag.

Det giver en helt særlig stemning, at festen holdes i den spektakulære Frank Lloyd Wright–designede bygning med de store buer og moderne kunst på væggene. Hvis du er i NY på den den første fredag i en måned, så overvej den lidt alternative måde at se bygningen og dele af Guggenheim-samlingen på, alt sammen for kun 25 $.

På Halloween night havde jeg fornøjelsen af først at drikke drinks med UNDP’s ledelse her i NY samt UNDP-ansvarlige fra de forskellige lande i Delegates Ballroom nær FN hovedkvarteret. Og dernæst at tage direkte til Madison Squre Garden til koncert med Sting og The Police, der i dagens anledning var klædt ud til den store guldmedalje.

Sting i Madison Sq Garden. - Næsten lige så hot med en bas som ham her

Det var en super koncert og sjovt at synge med på “message in a botle…” og “I’m lost without you” (her sang jeg rigtig højt) sammen med supermænd, paven, sygeplejesker og en dame med en dolk gennem hovedet… Amerikanerne går jo helt amok - happy Halloween!